Maj Sjöwall og Per Wahlöö skabte den moderne, skandinaviske kriminalroman

Det svenske forfatterpar Sjöwall og Wahlöö skabte den moderne, skandinaviske kriminalroman.

Angiveligt inviterede Per Wahlöö sin journalistkollega Maj Sjöwall til et samarbejde om en krimi i den underliggende hensigt at score hende.

Begge dele, krimien og scoringen, lykkedes.

De flyttede sammen, og det blev over de følgende år til ti romaner, som vakte berettiget opsigt. Parret blev hyldet som store mestre i genren, og deres mange læsere sukkede af længsel efter den næste og den næste roman, akkurat som Beatles-fans så frem til næste nye album i de år.

Før dem var næsten alle store, litterære detektiver ikke af denne verden. Typisk var de enten hårdkogte, amerikanske privatdetektiver eller hyggelige, europæiske piberygere med både en sjette og en syvende sans for at opklare forbrydelser.

Sjöwall og Wahlöö skrev sig med deres romaner om efterforskeren Martin Beck og hans folk ind i en mere realistisk verden med udgangspunkt i det teamwork, der er på en politistation. En enkelt inspirationskilde havde de i den amerikanske forfatter Ed McBain, hvis bøger de også oversatte sammen til svensk.

Det væsentligst nye var det stringente, samfundskritiske blik.

De to forfattere var erklærede marxister og betragtede romanerne som en del af deres politiske projekt.

I Martin Beck-romanerne satte de fingeren på svagheder i den svenske velfærdsstat, på klasseskel og sociale forhold som roden til kriminalitet. Dermed var de i pagt med tidsånden, hvor alt i samfundet var til diskussion og revision.

Romanerne blev til i årene 1965-75, én om året, alle i dag klassikere, alle filmatiserede. Selv så de dem som et stort, sammenhængende værk, som de markedsførte under titlen Roman om en forbrydelse.

Hvorfor kun en enkelt, der var jo mange? De ville markere, at i deres optik bestod den overordnede forbrydelse i, at det svenske socialdemokrati havde svigtet vælgerne fra arbejderklassen. Således skåret ud i pap.

Det andet nye var, at de inkorporerede politifolkenes privatliv i deres historier i hidtil uset grad. Martin Beck havde som udgangspunkt et problematisk ægteskab, der da heller ikke holdt. Det lagde en ekstra skrue, et ekstra pres, på ham i det omfang, han havde tid til et privatliv, når arbejdet opslugte ham.

’Husk privatlivspuslespillet’ er på det nærmeste blevet et mantra hos deres talrige efterfølgere i Norge, Danmark, England og andre vestlige lande, som også gerne sender deres hovedpersoner på lægeklinik med sygdomme som følge af en usund og uregelmæssig livsstil.

Ud over disse karakteristika var Sjöwall og Wahlöö også dygtige plotmagere, som det allerede ses i debutromanen Roseanna, hvor politiet er på bar bund efter et kvindemord, og hvor forbrydelsen opklares ved hjælp af diverse smalfilm, som turister har optaget på den båd, hvor kvinden var passager.

Den moderne scandi-krimi har fået sit eget kapitel i kriminallitteraturhistorien, hvor den ofte omtales som Scandinavian noir, men skandinavisk realisme ville være mere retvisende, selv om det aldrig er hundrede procents realisme.

Hos Sjöwall og Wahlöö er der et lettere tråd end i traditionel noir og plads til humør, når gadebetjentene Kristiansson og Kvant dummer sig.

Hvad forfatterparret ikke kunne forudse, var, at nutidens glubende appetit på tv-serier har givet deres univers nyt, forlænget liv, idet andre manuskriptforfattere har skrevet videre på deres figurer.

Nye generationer kender Martin Beck i skuespilleren Peter Habers sympatiske version i et formidabelt sammenspil med Mikael Persbrandt som den fandenivoldske politimand Gunvald Larsson, der har spillet den til langt større fylde end i romanerne.

Per Wahlöö blev ramt af en kræftsygdom og døde som 48-årig samme år, som den sidste roman udkom. Parret fremstår i dag som genrelegender.